230 FDF’ere dyster ved Roskilde

Måske er du stødt på nogle folk med vandrestøvler og store rygsække rundt om i Roskilde i løbet af lørdagen.

Med god grund. For godt 230 FDF'ere er i denne weekend spredt på 45 hold der dyster om at vinde en pokal i FDF's årlige »Coming Home 2 Charley«-løb.

De 230 FDF'ere startede lørdag morgen i Roskilde, og herfra er resten af ruten ukendt for deltagerne.

Startstedet i Roskilde skulle deltagerne traditionen tro selv finde frem til via en opgave der er givet for et stykke tid siden.

Deltagerne er unge og voksne FDF'ere fra 15 år og opefter. De yngste deltagere dyster i en række for sig, mens de ældre dyster i en »oldboys«-række med en længere rute og sværere opgaver.

De kan alle blive udsat for lidt af hvert på løbets poster der er spredt, og det er ikke tilladt at bruge transportmidler, så løbet kræver en større gåtur både dag og nat indtil søndag formiddag, hvor løbet slutter.

Opgaverne på posterne er alt fra at bruge hovedet til at bruge kroppen, og det sætter både samarbejdet og holdånden på prøve.

Roskilde Dagbladet, Louise Gregersen